Kunsthistoriker Tom Jørgensen om Jane Blichfeldts billeder.
Uafrystelige og vedkommende. Jane Blichfeldts anonyme menneskeansigter stirrer på os, så vi ikke kan undgå at blive konfronteret med deres rigt varierede følelsesliv. Kunstneren fortæller, hvordan enkelte beskuere ligefrem har måtte gå deres vej, fordi de følte et fysisk ubehag ved mødet med de intense blilleder. Måske fordi de ramte noget ubearbejdet i dem selv. Portrætterne, hvis ansigter fylder hele billedefladen, er malet med en grundtone af dybt vinrøde og skarlagen nuancer, med brug af tjære til konturerne. En tjære, der som levret blod ofte driver tyk og sort ned af lærredet, og er med til at fremkalde den fysiske virkning, som har slået mange beskuere.
Er portrætterne præget af en ofte vemodig, nogen gange desperat stemning, er grundtonen i Jane Blichfeldts øvrige maleriske produktion anderledes lys. I hendes lange fortløbende serie med afrikanske motiver ser vi farverige, fladebaserede malerier, med dansere, huse, dyr og naturelementer i en`stor rytmisk hyldest til solen og livet. Det er malerier, der ligesom portrætterne bygger på et slægtskab til essensen i Matisses og ikke mindst Poul Klees kunst.
De rige stofligt virkende farver går igen i en serie små malerier med erotisk, sensuelt indhold. Der er tale om fint komponerede collageagtige billeder.
Med deres livsglæde og optimisme gør de op med den kedelige form for puritanisme, der i opgøret med den ligeså kedelige pornoficering går for langt i kropsfornægtelse. Og for en god ordens skyld: I Jane Blichfeldts fløjlsbløde s/m inspirerede malerier er det kvinden, der hersker over manden, som bliver offer for sit allestedsnærværende libido.